Bloggen

Kort om mig
Mit navn er Zinna, jeg er 40 år, gift med verdens dejligste Søren og sammen har vi tvillingerne Freya og Hjalte på 11 år og vores allesammens hund Miki. Jeg er som udgangspunkt et positivt menneske, men har ligesom alle andre perioder hvor livet kan være svært og der skal kæmpes lidt ekstra. Jeg er lige nu i gang med en ret sej kamp mod kroniske smerter, hvilket har medført at jeg må omlægge mit liv og finde nye veje.

Hvordan holder jeg mig positiv når jeg ikke længere kan mange af de ting der gør mig glad? Hvad skal jeg lave når nu jeg ikke længere kan klare mit drømmejob? Ender jeg i offentlig forsørgelse? Ender jeg som en sur bitter kvinde som ingen gider være sammen med? NEJ – jeg vil ikke lade smerterne styre mit liv! Jeg ved godt at jeg aldrig bliver rask, men jeg vil kæmpe for at jeg kommer til at føle mig rask. Jeg har derfor besluttet, at jeg tager kampen op og jeg er sikker på jeg kan vinde kampen ved at holde fast i håbet og aldrig give op. Men det er en lang sej rejse at komme dertil og den rejse vil jeg gerne dele med dig.

I min journal står der at jeg lider af slidgigt i ryggen, er opereret for diskusprolaps, og har modicforandringer – tilsammen betyder det at jeg er blevet sat i bås som kronisk smertepatient. I mit indlæg Hvordan er jeg havnet her? kan du læse mere om mit sygdomsforløb.

Baggrunden for bloggen
Min knap så samarbejdsvillige ryg er skyld i, at jeg ligger mange timer i sengen og tiden er lang. Jeg har derfor besluttet at bruge lidt af min tid på at skrive, og dele mere af mit liv med alle der har lyst til at følge med i mit Happy Crappy Life! Jeg har derfor startet denne blog!!! Her vil jeg skrive om den store udfordring det er at skulle omlægge sit liv pga. sygdom/smerter – det bliver både seriøst og totalt hverdagsagtigt.

Mit mål er at kunne acceptere mit nye liv og lære at leve med smerterne, uden at lade dem overtage glæden i hverdagen. Jeg vil aldrig kunne undgå de Crappy dage og derfor vil de også være en del af bloggen, men med tiden håber jeg de bliver mere begrænset.

Vi er mange som dagligt kæmper mod smerterne – faktisk siges det at omkring 850.000 danskere lever med kroniske smerter i hver deres grad. Jeg bliver motiveret når jeg læser om andre i samme båd, og mit håb er at jeg måske kan være med til at inspirere/motivere andre – både syge og raske. Jeg er derudover stor tilhænger af åbenhed og tror på det er den bedste vej til forståelse. Jeg håber derfor også, at jeg med denne blog kan skabe mere forståelse for hvordan det er at leve med kroniske smerter.

Personligt bliver det lidt grænseoverskridende for mig at åbne op, som jeg vil komme til her på bloggen, men de der kender mig ved også, at jeg elsker udfordringer. Følg med på Instagram, Facebook eller på happycrappylife.dk

Jeg modtager meget gerne kommentar og spørgsmål og håber på sparring med en masse dejlige mennesker.
God læselyst 🙂

Kærligst Zinna