Ligeså meget psykisk nedtur og mistrivsel smerter kan give mig, ligeså meget optur og rus af glæde kan det give når smerten for en stund giver mig en pause. Siden jeg er startet på LDN har jeg haft mange timer med færre smerter. I starten gik det op og ned med smerter on and off.
Jeg har lært så ufatteligt meget om livet det sidste års tid. Først og fremmest har jeg lært, at en livskrise kan komme fra alt ligefra stress, depression, sygdom, skilsmisse, barnløshed til at miste en der står os nært. Nogle kriser tager flere år at komme igennem, nogle kortere, men alle efterlader ar og spor, og giver os et mere nuanceret syn på livet.
I går kom min datter hen og lagde sig ved mig, mens jeg var i gang med at svare på en besked: ”Hvem skriver du til, mor?” – ”En der har ondt i ryggen ligesom mor – du kender hende ikke” – ”Jamen mor, hun ligner da ikke en der har ondt!”. Lige netop, man kan ikke se på os at vi har ondt. Mine børn kan heller ikke altid se, at jeg har ondt. Men her kommer et dilemma, som sikkert fylder meget hos mødre/fædre med kroniske smerter/sygdom.
Nanna og jeg taler om den følelsesmæssige rejse man går igennem, når man er nødt til at erkende og ikke mindst acceptere kronisk sygdom. Vi kommer bl.a. omkring fornægtelse, sorg, depression, identitetskrise, erkendelse, accept, taknemmelighed, smertehåndtering og meget mere…..
Nanna er en ung sej kroniker, som blogger via hendes profil på Instagram @kronisk.liv og ellers kan du kan hoppe direkte ind på hendes blog her www.kroniskliv.dk
Ja, så er jeg over halvvejs igennem min 100 dages antibiotika kur mod modicforandringer (præcis 45 dage tilbage). Hvis du spurgte mig for 1-2 uger siden om hvordan det går, ville jeg have svaret noget i stil med: “Puha, er jeg kun halvvejs! Jeg synes det har varet i evigheder og jeg orker ikke mere. Smerterne gør mig
Jeg mødte M første gang i dec. 2016. Han kunne give mig en følelse som ingen anden – han fik mig til at svæve på en lyserød sky og glemme alle mine bekymringer. Intet kunne
Så er det vist på tide jeg gør status på min behandling. Som titlen afslører er der nu gået 17 dage af min 100 dage lange antibiotika kur, som gerne skulle blive min vej tilbage til et bedre liv med færre smerter. Hvis du ikke har
Onsdag kom dagen endelig hvor jeg havde min aftale på Modicklinikken i Odense. Jeg er meget ambivalent når folk spørger hvordan det gik. På den ene side er jeg ved at tude af glæde over de forventninger de har til behandlingens resultat og på den anden side er jeg bange for at tro på deres prognoser – jeg er så bange for at blive skuffet igen. Jeg troede jo også at
Det er rigtig nok mig der føler den fysiske smerte og må give afkald på mange ting, men min mand og mine børn mærker også smerten og afkaldene i høj grad. Jeg tror ikke altid at vores omgivelser forstår hvor store konsekvenserne er for de pårørende til en smertepatient. Så derfor har jeg i dag valgt at skrive om de konsekvenser min familie mærker hver dag.
Jeg har i min søgen efter hjælp fundet ud af at et dansk forskerteam faktisk er de førende indenfor Modicforandringer, hvilket jo er helt fantastisk. Hanne Albert som er en af forskerne har godkendt mig til behandling og jeg starter d. 4. april. Jeg sendte mine scanningsbilleder til hende og hun ringede tilbage ca. en uge efter. Beskeden jeg fik var