Hun kæmper en kamp hver dag for at klare sig igennem livet. Hun føler sig utilstrækkelig – at hun ikke slår til. Hun føler sig som en dårlig mor for hendes 3 små børn. Hun har konstant dårlig samvittighed. Hun føler ingen forstår hende. Og hun føler ikke der er en vej ud af det – for det ville jo være et personligt nederlag at bukke under for smerterne og lytte til kroppen. Vi græd sammen. Hun græd fordi
De siger det alle steder, vi forsøger at overbevise os selv om det, og de sociale medier prædiker om, at vi skal være ligeglade med hvad andre tænker om os. Men er det overhovedet muligt? Det vil jeg gerne diskutere, for jeg er nok af den overbevisning at vi skal gribe det an på en anden måde.
Jeg har her til morgen endelig haft lidt overskud og fik gået en tur i skoven. Det gik op for mig, at det er meget lang tid siden – førhen var jeg afsted hver eller hver anden dag. Jeg indså i dag, at jeg siden sommerferien har været ret presset, og at jeg igen er havnet i en følelse af, at jeg bare overlever, men ikke LEVER livet. For 4 måneder siden lovede jeg netop mig selv, at det ikke
Inden længe skal jeg tage afsked med de mest inspirerende chefer jeg nogensinde har haft. Jeg kan næsten ikke beskrive hvor meget det har betydet for min rejse de sidste år, at have så forstående en arbejdsgiver. Jeg har følt mig forstået, respekteret og lyttet til. Jeg ved at mange
Ligeså meget psykisk nedtur og mistrivsel smerter kan give mig, ligeså meget optur og rus af glæde kan det give når smerten for en stund giver mig en pause. Siden jeg er startet på LDN har jeg haft mange timer med færre smerter. I starten gik det op og ned med smerter on and off.
Jeg har lært så ufatteligt meget om livet det sidste års tid. Først og fremmest har jeg lært, at en livskrise kan komme fra alt ligefra stress, depression, sygdom, skilsmisse, barnløshed til at miste en der står os nært. Nogle kriser tager flere år at komme igennem, nogle kortere, men alle efterlader ar og spor, og giver os et mere nuanceret syn på livet.
Dagene går. De dårlige er der stadig en del af, men der bliver længere imellem dem. Jeg forsøger ikke at give dem for meget fokus. Jeg forsøger at lade dem gå forbi uden de bider sig fast i mig. Smerten må ikke styre mig og mine tanker. Det er så nemt at blive fanget i den
I går kom min datter hen og lagde sig ved mig, mens jeg var i gang med at svare på en besked: ”Hvem skriver du til, mor?” – ”En der har ondt i ryggen ligesom mor – du kender hende ikke” – ”Jamen mor, hun ligner da ikke en der har ondt!”. Lige netop, man kan ikke se på os at vi har ondt. Mine børn kan heller ikke altid se, at jeg har ondt. Men her kommer et dilemma, som sikkert fylder meget hos mødre/fædre med kroniske smerter/sygdom.
Nanna og jeg taler om den følelsesmæssige rejse man går igennem, når man er nødt til at erkende og ikke mindst acceptere kronisk sygdom. Vi kommer bl.a. omkring fornægtelse, sorg, depression, identitetskrise, erkendelse, accept, taknemmelighed, smertehåndtering og meget mere…..
Nanna er en ung sej kroniker, som blogger via hendes profil på Instagram @kronisk.liv og ellers kan du kan hoppe direkte ind på hendes blog her www.kroniskliv.dk
Jeg var igår nødt til at melde afbud til min dejlige nieces kandidatfest pga. min ryg. I flere dage har jeg frygtet, at jeg blev nødt til at aflyse, men jeg blev ved med at trække den, for der kunne jo nå at ske et mirakel – at jeg ville få det bedre. Nu hvor jeg har indset, at det nok ikke kommer til at ske, så kommer den dårlige samvittighed og dunker mig i hovedet.