Mine tanker om at LEVE livet (med smerter)

For en uges tid siden fyldte jeg 39 – lidt skræmmende når jeg føler mig 25!! Næste stop: 40 – så er man jo voksen, sådan rigtig voksen! Det sagde jeg vist også da jeg blev 30. Men jeg føler mig sgu ikke voksen – jeg har stadig utroligt meget at lære om livet, synes jeg. Vil man nogensinde føle sig voksen? Og hvornår kommer man dertil? Jeg ved det ikke. Engang tænkte jeg at når jeg fik børn, så ville jeg nok føle mig voksen, men den følelse fulgte ikke lige med fødslen af vores tvillinger for snart 10 år siden. Nu tænker jeg at når jeg fylder 40, så må jeg da officielt være voksen og burde også føle det.

Er man voksen når man hviler i sig selv og kender sine værdier, når man har en retning i livet? Eller er man voksen når man udelukkende tager de fornuftige valg og har styr på pensionsopsparingen og alle forsikringerne? Det har jeg tænkt en del over. Og jeg har tænkt over, hvad jeg skal nå for at være klar til voksenlivet om et år 🙂 Da jeg var barn/ung og jeg fik stillet det berømte spørgsmål ”Hvad skal du så være når du bliver voksen?” Så svarede jeg advokat! Og hvorfor gjorde jeg egentlig det? Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. Men måske fordi jeg troede at advokater kunne afgøre ”what was right and wrong” – at de kunne hjælpe andre til retfærdighed. Jeg har ikke haft den nemmeste barndom og i underbevidstheden har jeg nok følt uretfærdighed. Derudover var jeg nok også lidt betaget af den magt, succes og rigdom som advokaterne i de amerikanske film udstrålede. Retfærdighed har stadig stor betydning for mig, men ønsket om magt, succes og rigdom har gennem årene fået mindre og mindre betydning.

Når jeg bliver voksen vil jeg gerne hvile i mig selv og tage valg som er gode for mig og mine nærmeste. Jeg vil tænke mindre over hvad omverden forventer af mig, men i stedet tænke mere på mine egne behov. Jeg vil nyde hver dag mere og huske at sætte pris på de små ting. Jeg vil gøre mere af det der gør mig glad, og skide mere på hvad andre synes om det! Jeg vil bruge min tid sammen med mennesker der vil mig og gør mig glad.

Jeg vil sørge for at jeg på mit dødsleje fyldes med gode minder om et liv jeg har levet fuldt ud. Jeg vil LEVE livet og ikke bare OVERLEVE.

De tanker har jeg egentlig haft mange gange, men kun sporadisk – jeg har ikke haft tid til at fordybe mig i det eller reflektere mere over, hvad det rent faktisk betyder for mig at LEVE livet. Det kræver tid og ro at fordybe sig, og netop de to ting er nok den største mangelvare i dagens samfund. Når jeg ser tilbage på mit liv og tænker over, hvornår jeg har reflekteret dybere over livet, så har det ALTID været i forbindelse med kriserne i mit liv. Fx i forbindelse med graviditeten, fødslen og de første leveår med vores tvillinger, som absolut ikke gik som beskrevet i alle ”At blive mor”-bøgerne. Eller da jeg på 2 år måtte tage afsked med to mennesker, der har betydet utroligt meget for mig hele mit liv.

Rent faktisk tror jeg, at min vigtigste beslutning på vej mod at blive voksen, blev taget for præcist et halvt år siden, hvor jeg sagde til min chef, at jeg havde taget et valg om at prioritere mit helbred og min familie. Jeg erkendte for første gang at jeg har kroniske smerter og at det var på tide at ændre mit liv (efter 14 år med smerter). Denne prioritering betød, at jeg siger farvel til min karriere og mit drømmejob. Ja, jeg ved godt du tænker, at det kan da ikke være så svært et valg – selvfølgelig kommer helbredet og familien først. Det er sgu bare nemmere sagt end gjort, når man som jeg altid har identificeret mig meget med mit job og det har haft en stor betydning for mig. Den beslutning har bragt mig ud på tynd is og jeg blev igen tvunget til at reflektere dybere over livet. Men hvis jeg vil holde mange år endnu, så er jeg nødt til at sætte mit helbred i første række – hvis ikke helbredet er med mig, så kan det blive svært at LEVE livet og ikke bare OVERLEVE.

De fleste har drømme i livet – det har jeg også altid haft, men vores drømme kan ofte være lidt urealistiske. Min mand og jeg drømmer fx om at lære italiensk og flytte til Italien, hvor vi kan leve primitivt på landet og slippe for den hektiske hverdag. Det ville jo godt kunne lade sig gøre, hvis vi gjorde noget ved det. Men jeg ved jo godt at det ikke nødvendigvis er lykken, og at der er mange flere aspekter i det end den idylliske fantasi jeg har om det. Drømme om et helt andet liv er vel ok, men i første omgang handler det vel om at indrette sin hverdag så man føler sig lykkelig hver dag.

Nu lyder det næsten som om jeg ikke har levet livet indtil nu eller været lykkelig, men det har jeg skam. Jeg har utroligt mange gode minder og har ikke fortrudt noget i mit liv (aj okay, måske nogle enkelte ting). Men jeg har ofte taget mig selv i ikke at nyde hverdagen, men istedet udelukkende se frem til ferierne eller andre begivenheder. I hverdagen levede jeg en stor del af livet gennem mit arbejde og fandt glæden i det, og når jeg kom hjem var jeg så smadret (bl.a. pga. smerter) at resten føltes some sure pligter. Jeg drømmer om at kunne finde glæden i  hele hverdagen og have overskud til at være lidt spontan, lidt mere ukontrolleret og lidt mere skør!

Men det kommer jeg sgu ikke ret langt med så længe jeg er hæmmet så meget af mine smerter. Så derfor må min plan være, at mit sidste år i 30’erne skal stå i helbreddets tegn. Jeg skal fokusere på at få det så fysisk og psykisk godt, som overhovedet muligt inden jeg træder ind i de voksnes rækker om et år 🙂 Også skal jeg opnå stabilitet ifht. økonomi og job. Jeg vil stræbe efter at have en afklaring på, om jeg skal ende som fleksjobber eller om jeg kan forsørge mig selv, og meget gerne være i et fast job. Men lige gyldig hvor godt mit helbred bliver, så skal der være bedre balance mellem arbejde og privatliv. Og der skal være overskud til at LEVE livet i hverdagene.

Men et år med helbreddet som første prioritet betyder også at andre ting desværre bliver nedprioriteret – man kan ikke det hele (det har jeg efterhånden lært på den hårde måde)! Jeg har heldigvis allerede accepteret, at min jobsituation er usikker og det vil den være indtil jeg bliver stabil. Men det betyder også at vores økonomi er hårdt presset, og vi må ændre meget på vores liv. Bilen skal skiftes ud til fordel for en billigere model, ingen udenlandsrejser og hverdagsglæder som restaurantbesøg, take away, biograftur eller ture i forlystelsesparker skal overvejes nøje. Det er vi ikke vant til! Men jeg ved jo godt at mange lever sådan, så det kan vi selvfølgelig også, men det kræver tilvænning.

Derudover vil mine nærmeste skulle tage hensyn til mig, og acceptere at jeg har brug for meget hvile og ikke altid kan være der for dem. Den er sgu svær at acceptere og den dårlige samvittighed nager mig hver dag. Jeg kan ikke være der 100% for mine børn og min mand. Men jeg bliver nødt til at tænke på at 1 år ud af mit liv er godt investeret, hvis jeg derefter er stabil, afbalanceret og kan være der for dem. Jeg ved også at min familie vil bakke op om det.

I den periode er det vigtigt at opsøge og prøve alle mulige behandlingsformer (har allerede prøvet MANGE), dog ved jeg godt at jeg aldrig bliver 100% rask eller smertefri, men det handler faktisk også om meget mere end den fysiske smerte. Samtidig med at skulle stå ansigt til ansigt med smerten hver dag, står kroniske smerte patienter også med den udfordring, at omverdenen ikke anerkender eller forstår deres smerter. Og det er ikke bare familie og venner, men også arbejdspladsen, læger, sagsbehandlere osv. man hele tiden skal forklare sig for. Smerterne er usynlige og selv ved scanninger eller andre undersøgelser kan man ikke vurdere hvor mange smerter det enkelte menneske har – det er en individuel oplevelse. Og I må huske på at vi har gode dage og dårlige dage, og det er typisk på de gode dage, at andre ser en. På de dårlige dage trækker man sig ofte. Og ofte tager vi en maske på – man “vænner sig” med årene til at smerterne er en del af livet, også forsøger man at beskytte sig selv og skjule den for ikke at lade smerterne tage hele styringen – lidt som i “fake it till you make it”. Den manglende forståelse og anerkendelse kan gøre at man føler en skepsis fra andre, man føler sig mistænkeliggjort og det er en stor frustration oven i smerten.

Jeg vil dog sige, at jeg har været enormt heldig og faktisk følt mig forstået af de fleste omkring mig, men faktisk først efter jeg har ændret mit liv og er begyndt at skrive og dele min hverdag. Men det har også krævet utroligt meget af mig at åbne så meget op. Det er absolut ikke alle der har lyst til det. Det kan tage mange kræfter når man i forvejen er total afkræftet. Det som jeg tror der er sværrest for andre at forstå, er at kroniske smerter omfatter meget mere end bare de fysiske smerter. Her nogle eksempler hvad konstante smerter kan medføre:

  • Enorm træthed
  • Søvnproblemer
  • Man bliver nemt stresset
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Kan ikke længere udføre basale gøremål og forpligtelser
  • Arbejdslivet kompliceres, måske må det ophøre helt. Dermed følger tab af arbejdsidentitet, prestige og status samt ofte økonomisk nedgang
  • Svært eller umuligt at opretholde sine yndlingssaktiviteter og fritidsinteresser
  • Problemer med selvværdet. Man kan let komme til at føle sig udenfor, til besvær og tilovers
  • Humøret påvirkes. Man bliver mere sårbar og følelsesmæssig ustabil, bl.a. lettere trist, bekymret og irritabel
  • Forhold til andre mennesker, nære som mere fjerne, kan føles besværligt
  • Isolation: Fra nogle sammenhænge trækker man sig selv, fra andre kan man blive afskåret
  • Identitetskrise – man har svært ved at kende sig selv:  ”Hvem er jeg? Hvordan skal jeg overhovedet finde mig selv i alt det her?”

For mig fylder ovenstående punkter til tider mindst ligeså meget som selve smerterne, og det er faktisk her der ligger det største stykke arbejde. Det ville være nemmere hvis man bare kunne tage en pille eller gennemgå en operation også var det hele fikset, men nej, det her kræver vilje og hårdt arbejde. Jeg er allerede kommet et stykke af vejen ifht. at lære min krop at kende, lære hvad smerter gør ved en, og hvor meget man selv kan gøre, hvis man behandler sig selv godt, både fysisk og mentalt. Denne rejse har gjort mig meget dybtfølende, sentimental og reflekterende og min mand kan nogle gange få pip af alle mine dybe tanker om livet 🙂 Men jeg tror på det er en del af rejsen og noget jeg skal igennem før jeg finder balancen i mit liv igen. Det bliver en sej kamp, men jeg har gejsten (altså de fleste dage), så nu er det bare med at kæmpe og tro på, at jeg på trods af smerterne kan komme til at LEVE livet.

Tak fordi du læste med 😊
Kærligst Zinna

You may also like

1 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.