Positive Thinking

Her vil jeg løbende komme med mine bedste tips til at tænke positivt på trods af modgang. Ikke fordi jeg selv er verdensmester, men fordi jeg prøver at finde veje til at blive blandt de bedste……

 

LÆR AT BEDE OM HJÆLP

Det er vanvittigt svært! Vi er grundlæggende opdraget til at skulle klare os selv og at bede om hjælp er et tegn på svaghed. Vi synes at det er det samme som at give op og derfor gør mange det først når det er et spørgsmål om overlevelse. Men husk at bede om hjælp er en aktiv handling fra dig, og et bevis på, at du tager dit eget liv alvorligt, og tager ansvar for det.

Det her er virkelig en ting jeg skal arbejde med. Jeg har enormt svært ved at bede om hjælp. Selv hvis nogen tilbyder deres hjælp uden jeg har bedt om det, så har jeg meget svært ved at tage imod den. Men her skal vi huske på at vores nærmeste det meste af tiden føler sig hjælpeløs og bare rigtig gerne vil hjælpe. Så du gør faktisk noget godt ved at lade dem hjælpe dig.


BLIV DIN EGEN BEDSTE VEN

Man er ofte hård ved sig selv og taler grimt til sig selv – især hvis vi har det svært eller møder modgang. Tænk over om du ville tale sådan til andre der var i samme situation? Og hvad ville det gøre ved dem? Prøv i stedet at forestil dig du skal rådgive en anden som er i din situation – hvad ville du sige for at motivere dem og få dem på rette vej? Det er sådan du skal tale til dig selv.
Jeg har på livets rejse flere gange sagt til mig selv at jeg er svag. Når jeg har været ked af det i en længere periode har jeg følt det som en svaghed. Husk at stærke mennesker kan også være kede af det. Tænk på en person du ser op til og som du synes er stærk – ville vedkommende ikke også være ked af det, hvis de var i dine sko? Du er stærk også når du er ked af det.


BE A BAD ASS!

Livet kan føles uretfærdigt og nogle gange bliver vi mødt af en modgang som vi ikke kan forstå vi har fortjent. Nogle dage kan man ikke se lyset eller finde kræfterne til at kæmpe videre.

Dette citat er altid en motivation for mig – er ikke sikker på hvorfor. Men på en måde giver det mig nogle kræfter, for jeg vil sgu gerne være en bad-ass i Guds øjne eller andres øjne for den sags skyld. Det giver mig troen på at jeg nok skal klare det og stå endnu stærkere bagefter.

 

 


SE MULIGHEDER

Lav en realistisk vurdering af hvad du kan og arbejd på at give slip på det du ikke kan, så du kan skabe plads til en ny livsstil. At sidde fast i gamle identiteter kan være en stor kilde til lidelse og kan holde dig fra at se nye muligheder. Selvom dit liv ikke vil blive det samme kan det jo sagtens blive ligeså godt – måske bedre?

Det her er virkelig en af de hårde. At miste sin identitet er som at miste en god ven og faktisk siges det at man gennemgår en sorgproces. Jeg vil altid savne mig selv som aktiv og spontan, men måske kan jeg andre ting og måske endda noget jeg aldrig ville have opdaget hvis jeg ikke var endt her.


EN NY DAG ER EN NY START!

Det er okay at få nok af det hele ind imellem og være ked af det. Giv dig selv lov til at være ked af det en dag eller to. For i morgen er en ny start og hvis i morgen også er dårlig er der dagen efter. Før eller siden vil du rejse dig igen – det har du jo gjort hver gang!

Jeg har også dage hvor jeg synes det er umuligt at se et lys for enden af tunnelen. Og ofte har jeg tænkt “jeg bliver aldrig glad igen” – men sjovt nok så vender det pludselig. Og jeg tror faktisk at man kommer hurtigere igennem det, hvis man giver sig selv rum til at have dårlige dage og være i det uden at slå sig selv oveni hovedet for det.

 


TILGIV DIG SELV!

Tilgiv dig selv igen og igen og igen. Når du indser, at du har gjort noget der ikke var det bedste for dig selv, så tilgiv straks dig selv. Men overvej hvorfor du handlede som du gjorde, og lær af dine fejl, også bør “hårdheden” også stoppe der. Vi laver alle fejl og fortryder endda nogle gange vores handlinger, men vi har muligheden for at vise hvem vi er ved løbende at lære af vores fejl.

Jeg har haft en tendens til at være ret hård ved mig selv, og jeg kan nok heller ikke komme udenom, at jeg har lavet den samme fejl mere end en gang. Men jeg kan også se at der løbende sker forbedringer, og det skal man huske at rose sig selv for.